Kommunal- og regionsrådsvalget 2025: Brevstem inden valgdagen
Hvis det passer dig bedst at stemme inden valgdagen, kan du brevstemme.
Af Morten Lykke Larsen

Tirsdag den 18. november 2025 er der kommunal- og regionsvalg i hele Danmark.
Det er muligt at brevstemme fra tirsdag den 7. oktober kl. 09.00 til og med fredag den 14. november kl. 16.00. Brevstemning kan foregå på rådhuset samt i den betjente åbningstid på Ballerup Bibliotek, i Skovlunde Kulturhus og i Kulturhus Måløv.
Alle, der er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen og regionen, har valgret til kommunalbestyrelser og regionsråd. For personer, der ikke er statsborgere i et EU-land eller i Island, Storbritannien eller Norge, kræves dog mindst fire års forudgående fast bopæl i riget for at have valgret.
Personalet på Ballerup Bibliotek kan hjælpe borgere, der er blinde, stærkt svagsynede eller på anden måde har brug for hjælp til at brevstemme. Bemærk, at det ikke er muligt at få personalets assistance i Kulturhus Måløv og Skovlunde Kulturhus.
Husk at medbringe legitimation, f.eks. sundhedskort, kørekort eller pas, når du skal brevstemme. Du får først tilsendt dit valgkort umiddelbart før valgdagen. Hvis du har brevstemt, skal du være opmærksom på, at du ikke kan stemme på valgdagen.
På Ballerup Kommunes hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du brevstemmer, samt om de særlige regler, der gælder, hvis du f.eks. er indlagt på hospital, modtager hjemmehjælp eller har nedsat førlighed. Klik her for at læse mere.
Her følger en oversigt over de bemandede åbningstider, hvor det er muligt at brevstemme:
Åbningstider på Ballerup Bibliotek
Mandag til onsdag: kl. 9.00 – 18.00
Torsdag: kl. 9.00 – 19.00
Fredag: kl. 9.00 – 17.00
Lørdag: kl. 10.00 – 14.00
Åbningstider i Skovlunde Kulturhus
Mandag, tirsdag og torsdag: kl. 13.00 – 17.00
Onsdag og fredag: kl. 10.00 – 17.00
Lørdag: kl. 10.00 – 14.00
Åbningstider i Kulturhus Måløv
Mandag og tirsdag: kl. 14.00 – 18.00
Onsdag: kl. 10.00 – 18.00
Torsdag: kl. 14.00 – 18.00
Fredag: kl. 13.00 – 17.00
Lørdag: kl. 10.00 – 14.00