Litteratur

Hvad læser Kim Blæsbjerg?

Forfatteren bag romanen "De bedste familier" har været forbi Ballerup

Af Cecilie Damgaard Morales Bondy

Tags

romaner
2 bøger Kim Blæsbjerg anbefaler

Kim Blæsbjerg har været forbi Posthuset for at fortælle om sin nye bog 'De bedste familier'. I den anledning løfter han sløret for, hvad han selv læser for tiden. Læs med her!

Hvad læser eller lytter du til for tiden?
Som forberedelse til en forfattersamtale med Peder Frederik Jensen har jeg lige læst hans nye bog 'Rans vilje'. En virkelig stærk og medrivende roman om den flodbølge, der ramte Lolland i 1872 og både var en katastrofe og afsættet for et væksteventyr, som udfordrede menneskets forhold til naturen. Romanen er i stil og tone meget anderledes end 'De bedste familier', men jeg synes alligevel, at bøgerne er beslægtede. Begge beskriver en brydningstid, hvor forholdet mellem økonomisk vækst og natur sættes på spidsen, og begge tager fat i et stykke danmarkshistorie.

Hvilken bog vil du anbefale til andre?
Ud over 'Rans vilje' er jeg i gang med Ida Jessens roman 'Kaptajnen og Ann Barbara', som jeg længe har haft lyst til at læse. Nu her før premieren på filmatiseringen skal det være. Og selvom jeg ikke er færdig med læsningen endnu, vil jeg meget gerne anbefale bogen. En vild og rå og indlevende fortælling om forsøget på at opdyrke den jyske hede i midten af 1700-tallet. Med dybe karakterer og en farverig og voldsom handling. Jeg synes i det hele taget, at Ida Jessen er en af de dygtigste forfattere, vi har her i landet. Hendes to små sammenhængende romaner 'En ny tid' og 'Doktor Bagges anagrammer' hører i forvejen til mine yndlingsromaner.

Hvad betyder biblioteket for dig?
Jeg opfatter biblioteket som en krumtap i vores demokrati. Det er en uvurderlig værdi i et samfund, at alle, uafhængig af privat økonomi, kan få adgang til bøger, aviser, film og alt det andet, bibliotekerne tilbyder. Jeg har selv brugt biblioteket flittigt hele mit liv. Først var det børnebøger, siden ungdomsbøger, som blev hentet hjem i bunker fra Lemvig Bibliotek. Så var det voksenromanerne og hele den klassiske verdenslitteratur, jeg fik øjnene op for, samtidig med at jeg lånte masser af lp-plader med hjem. Og nu hvor jeg selv skriver bøger, har jeg hver gang faser under min research, hvor jeg er forbi enten Det Kongelige Bibliotek eller mit lokale Vesterbro-bibliotek efter vigtig viden.

Interviewet er oprindeligt skrevet af Roskilde Bibliotekerne