Hvem har vundet Sommerbogen 2024?
Af Stine Hansen
Vinderen af Ballerups børnebibliotekernes læsekampagne ”Sommerbogen” er Livia på 10 år.
Livia har læst og anmeldt tre bøger i løbet af sommerferien, plus klaret 10 læseudfordringer, og havde dermed et lod i Sommerbogen-konkurrencen.
Præmien var at ”gå amok” i Bog og Idé i Ballerup Centret. Udfordringen er dog at man kun har 3 minutter til det. Derfor havde Livia også besøgt Bog og Ide dagen før, for at lægge en plan.
Livia valgte både en ny rygsæk, penalhus og et spil Vildkatten. Hun snuppede også to bøger fra serien om hesten Sigge.
Livia har en forkærlighed for heste-bøger, derfor anbefaler hun, ud over Sigge-bøgerne, også en anden serie om heste, nemlig Teddy. Hvis man skal have et godt grin, så anbefaler hun serien om Sallys far.
Sommerbogen løber af stablen hver sommer, hvor børn 6-15 år i hele landet anbefaler bøger og vinder præmiebøger. Der bliver trukket lod om hovedpræmierne, som på landsplan er ”Tøm en boghandel på 5 minutter”, men i Ballerup trækker vi oveni dette vores egen lokale vinder, som får lov til at ”Gå amok i Bog og Ide i Ballerup Centret på 3 minutter”.