Stakkevis af lækre julebøger
Af Cecilie Damgaard Morales Bondy
Med under en måned til, at december melder sin ankomst, er vi stille og roligt begyndt at finde julebøgerne frem til jer, der næsten ikke kan vente. I år har vi været tidligt ude med julegaven til dig og alle de andre læse- og juleglade folk i Ballerup; stakkevis af spritnye julebøger! På udstillingen i Forhallen finder du både romantiske bøger af populære forfattere som Jenny Colgan og Sarah Morgan, klassikere som Charles Dickens' "Et juleeventyr" og små litterære juleperler som "Stargate" af Ingvild H. Rishøi og "Den slags små ting" af Claire Keegan.
Og det slutter ikke her! Vi har nemlig også købt lækre, inspirerende kogebøger som "Julens bagværk" af Cathrine Brandt, "Meyers julemad" af Claus Meyer og "Vegansk julemad" af Thomas Erex. Når julekagerne er bagt, kan du finde din kreative side frem med "Den store gør det selv-bog om jul" af Lene Nissen, "Fletteriet: 24 finurlige figurer" af Julie Malmer Madsen eller en af de mange andre skønne julekreabøger. Det' sørme, det' snart, December!