Hvad er Tech-teket?

Tech-teket er dit teknologiglade deleværksted

Her kan du både møde kreative sjæle, iværksættere, pensionister, teknologi-interesserede, børnefamilier, jobsøgende, studerende, foreninger og andre nysgerrige mennesker. Du finder Tech-teket makerspace på øverste etage på Ballerup Bibliotek.

I Tech-teket finder du en lang række maskiner, der kan understøtte og virkeliggøre dine ideer. Der er både maskiner til at lave fysiske prototyper som 3D printer, laserskærer og storformatprinter og computere med programmer til at skabe digital grafik.

I Tech-tekets åbningstid står en af bibliotekets ansatte klar til at give en hånd med at bruge stedets maskiner.'

Nedenfor kan du læse mere og få svar på de spørgsmål du måtte have, inden dit første besøg. 
Hvis du har flere spørgsmål er du velkommen til at skrive til Tech-teket@balk.dk .

Åbningstider i Tech-teket

Icon Description

For at give dig den bedste oplevelse med vores delemakerspace er Tech-teket kun åbent når der er en fra personalet der.  Derfor er vores åbningstider lidt anderledes end resten af bibliotekets: 

Normale åbningstider: 
mandag - onsdag 13.30 - 18.00
torsdag 13.30 - 19.00
lørdag 10 - 14

Åbningstider skolernes sommerferie: (uge 26 - 31)
Man - Ons: 10 - 14
Tors: 13.30 - 17
Lør: 10 - 14

Alle voksne, unge og børn ifølge med en voksen er velkommen til at komme op og arbejde, eller bare se værkstedet i vores betjente åbningstid, og du skal ikke at reservere tid for at bruge stedet eller maskinerne.

Kun én enkelt tak!

Icon Description

Ballerup Bibliotekerne har et Makerspace, for at brugerne kan lære maskinerne og softwaren at kende og udvikle kompetencer inden for fremstilling med digitale redskaber. 

Fokus er derfor på forløbet fra idé til færdig model og ikke på produktion, og som bruger må du derfor kun lave et enkelt eksemplar af dit design. Spørg personalet, hvis du er i tvivl. Bibliotekets personale vil forsøge at hjælpe dig med, hvor du kan tage hen, hvis du har brug for to eller flere af samme design.

Hvem ejer det, jeg laver? (Copyright)

Icon Description

Tanken bag mange makerspaces er, at man deler sit design til fri afbenyttelse af andre makers. Derfor er en af vores regler, at alt hvad du designer og producerer på vores maskiner, automatisk bliver mærket som "CC0 Public Domain" - altså har andre lov til at lave deres egen kopi af dit design eller at bygge videre på dit design, uden at skulle give dig anerkendelse for det. Dette overskriver naturligvis ikke eksisterende rettigheder, hvis du fx bruger designs, der i forvejen er copyright på - fx Disney-figurer.

Hvis du ikke ønsker at dit værk skal være frit tilgængeligt for andre, må du selvfølgelig stadig gerne benytte vores maskiner. Det er dog dit eget ansvar at få slettet filer fra de forskellige computere, USB-pinde, SD-kort osv, som du måtte have lånt hos os. Vi vil selvfølgelig være behjælpelige med dette, så vidt muligt.

Copyright er et kringlet emne, men vi vil gøre vores bedste for at vejlede dig, hvis du har spørgsmål til det, når du kommer i vores værksted. Du kan læse mere om "CC0 Public Domain" på Creative Commons her

Hvorfor have et makerspace på et bibliotek?

Icon Description

Bibliotekets formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Det gør vi allerede i stor stil ved at stille fysiske og elektroniske materialer til rådighed, men med Ballerup Biblioteks Tech-teket går vi skridtet videre ved også at stille den nyeste teknologi til rådighed for borgerne.

Verdensmål 4: kvalitetsuddannelse
Med Tech-teket støtter Ballerup Bibliotekerne op om arbejdet med at ”sikre alle mere lige adgang til uddannelse og at fremme alle borgeres muligheder for livslang læring”. 

Sådan forbereder du dig: Tilgængelighed

Icon Description

Tech-teket ligger på 2. sal på Ballerup Bibliotek. Du kan komme derop med elevator, så det er muligt at have kørestol med. 
Alle maskiner kan opereres med computer, så det er muligt at gøre både stående og siddende. 
Vi er altid en ansat på arbejde ved åbningstid til at hjælpe med evt. oplæsning eller materialehåndtering. 

Tech-teket kræver, at det er brugeren der fører musen, så hvis man ikke har førlighed i hænderne skal der en medhjælper med, i tilfælde af at vi ikke kan hjælpe en til en. 

Hvis man er sensorisk følsom, og har brug for ro omkring sig, er der mindst spidsbelastning mellem kl. 13.30 - 15.30, hvor vi anbefaler man kommer. 
Vi sørger så vidt muligt for ro i arbejdsprocessen, og derfor kan der være ventetid ved maskinerne, så brugeren har tid til at gøre sit projekt færdigt i sin egen tid. 
Der er baggrundsstøj fra maskinerne, som ikke kan fjernes. 

Vi kan ikke tegnsprog.